Spring til indhold
LoyalSum.dk

Handelsbetingelser

Vilkårene gælder for alle køb på LoyalSum.dk. Du indgår aftalen på virksomhedens vegne.

Version 1.8 · gældende fra 2026-09-28.

1. Sælger og hvem vi sælger til

LoyalSum.dk – en del af Nem Media ApS
Spotorno Allé 4, 2630 Høje Taastrup
CVR: 37811769
E-mail: kontakt@loyalsum.dk

Køb her er erhvervskøb. Priserne vises ex moms, og der er ikke fortrydelsesret — se afsnit 2 og 5. Du behøver ikke have et CVR-nummer klar for at bestille: er du på vej til at starte, kan du tilføje nummeret bagefter.

Aftalen indgås på dansk. Du bestiller ved at vælge produkt og antal, acceptere disse betingelser og gennemføre betalingen hos Stripe. Du kan rette antal og oplysninger hele vejen frem til betalingen gennemføres. Vi gemmer din accept med den version, du sagde ja til, og betingelserne kan altid læses her på siden.

2. Priser og moms

Alle priser på sitet er angivet ex moms, fordi vi sælger til virksomheder. Dansk moms på 25 % lægges oveni ved betaling og fremgår af fakturaen.

Dit CVR-nummer er ikke et krav for at bestille, men skriv det gerne — enten i din virksomhedsprofil eller i betalingsvinduet. Uden det kommer nummeret ikke på fakturaen, og så kan du ikke trække momsen fra.

Standeren betales som et engangsbeløb. Abonnementet er en fast månedlig pris, uanset hvor mange standere du har:

  • Reviewstander Pro — 499 kr. pr. stander + 99 kr. pr. måned
  • LoyalSum Komplet — 499 kr. pr. stander + 399 kr. pr. måned
  • LoyalSum Komplet Online — 0 kr. pr. stander + 399 kr. pr. måned

Køber du flere standere, falder prisen pr. stander: 3+ stk. − 10 % · 10+ stk. − 15 % · 20+ stk. − 20 %. Rabatten beregnes automatisk. Der kan bestilles op til 100 standere ad gangen — skal du bruge flere, så skriv til os.

Abonnementet dækker én QR-adresse — altså ét sted med sin egen side, sin egen statistik og sit eget link. Du kan sætte lige så mange skilte op på den adresse, du vil. Har du flere butikker, og skal hver af dem have sin egen adresse, lægges de til på det samme abonnement til samme månedspris pr. adresse. Du kan selv tilføje op til 5 adresser i dit dashboard; derover aftaler vi opsætningen med dig først.

Tilføjer du en adresse midt i en periode, betaler du samme dag for de resterende dage frem til din næste fornyelse, og fra da af dækker det månedlige beløb alle dine adresser. Et nyt skilt til den nye adresse købes med og betales samtidig — en QR-kode er trykt, så en ny adresse kræver et nyt skilt.

3. Betaling

Betaling sker med betalingskort gennem Stripe. Vi ser og gemmer aldrig dine kortoplysninger — de håndteres udelukkende af Stripe.

Standerne betales ved bestilling. Abonnementet betales forud: du betaler hele månedsprisen ved købet, og derefter trækkes det samme beløb automatisk samme dato hver måned, indtil du opsiger det. Der er ingen opstartsgebyrer og ingen delvise perioder.

Du kan i stedet vælge at betale for et år ad gangen. Så betaler du for 11 måneder og får tolv — den aktuelle årspris står på produktsiden og i dit dashboard. Beløbet trækkes forud for hele perioden, og derefter samme dato hvert år, indtil du opsiger.

Skifter du fra måned til år undervejs, trækkes årsprisen med det samme, og det, du allerede har betalt for den igangværende måned, modregnes. Årsbetaling er ikke en bindingsperiode — opsigelsesreglerne i punkt 6 gælder uændret.

Kvittering og faktura med moms sendes på mail og kan altid hentes under Betaling og kvitteringer i dit dashboard.

4. Levering

Standeren fremstilles til dig med dit logo og dine links og sendes derefter til den leveringsadresse, du oplyser ved betalingen. Vi leverer kun i Danmark. Bor du uden for Danmark — fx i Grønland eller på Færøerne — kan du ikke bestille her, men skriv til os: så aftaler vi levering og fakturering direkte. Abonnementet betales for et år ad gangen. Forventet leveringstid er 3–5 hverdage.

Din adgang til dashboardet åbnes, så snart betalingen er gennemført — du kan altså gå i gang med at sætte op, mens standeren er undervejs.

Risikoen for standeren overgår til dig, når den er overgivet til fragtføreren. Er den beskadiget ved modtagelsen, gælder afsnit 8 — skriv til os, så finder vi en løsning.

5. Fortrydelsesret

Ved salg til virksomheder er der ikke lovbestemt fortrydelsesret. Standeren fremstilles desuden efter dine specifikationer — dit logo og dine links — og er derfor en vare, der er tilpasset dig.

Er der noget galt med din bestilling, så kontakt os på kontakt@loyalsum.dk. Vi finder en løsning.

6. Opsigelse af abonnement

Du kan opsige når som helst under Betaling og kvitteringer i dashboardet. Der er ingen bindingsperiode — heller ikke hvis du har valgt at betale for et år ad gangen.

Opsigelsen træder i kraft ved udgangen af den periode, du allerede har betalt for — du beholder altså adgangen perioden ud. Vi refunderer ikke en påbegyndt periode. Betaler du årligt, er den periode tolv måneder: du beholder adgangen året ud og trækkes ikke igen.

Derefter lukkes dashboardets indsigt og redigering: statistik, feedback-indbakken og muligheden for at ændre logo og links. Alt det, dine kunder mærker, kører videre — standeren sender som altid, stempelkortene og pointprogrammerne virker, og personalet kan stadig give og indløse stempler og point.

Der slettes ikke noget med det samme. Hvad der sker med dine data, og hvornår, står i afsnit 7.

7. Manglende betaling — og hvad der sker med dine data

Kan betalingen ikke gennemføres, forsøger Stripe igen automatisk, og vi skriver til dig op til tre gange: med det samme, efter 4 dage og efter 8 dage. Din adgang er uændret imens, og der skrives kun, så længe betalingen faktisk mangler. Er den stadig ikke gennemført 11 dage efter det første forsøg, falder din adgang til det gratis niveau, som beskrevet i afsnit 6.

Manglende betaling er ikke det samme som at forlade os, og der slettes ingenting. Dit kundeforhold består i 6 måneder. Dine kunders stempelkort, deres stempler og point, dine belønninger, din feedback og dine standere er urørte hele perioden, og alt kommer tilbage i samme øjeblik betalingen er på plads. Vi gør det, fordi dine kunder ikke har gjort noget forkert — de skal ikke miste stempler, de har gjort sig fortjent til, fordi et betalingskort er udløbet.

Har du bedt om at skifte til en anden leverandør, udskydes sletningen, indtil du har haft den tid til at hente dine data, som afsnit 12 giver dig. Loven kræver det, og vi må ikke slette imens.

Går der 6 måneder uden betaling, ophører aftalen. Vi sletter derefter alle personoplysninger inden for 30 dage, som vores databehandleraftale kræver. Standerne holder op med at virke, når det sker.

Vil du af med dine data før det, bestemmer du selv: under Abonnement i dashboardet kan du bestille sletning af alt. Vi sender en bekræftelse til virksomhedens mailadresse, og derefter går der 7 dage, hvor du kan fortryde. Du er velkommen til at skrive til kontakt@loyalsum.dk i stedet — så bekræfter vi først, hvem der spørger, og klarer det for dig.

Uanset hvad gemmer vi fakturaerne. Det er ikke et valg fra vores side: bogføringsloven kræver regnskabsmateriale gemt i fem år efter regnskabsårets udløb. De indeholder virksomhedens navn og adresse og intet om dine kunder.

8. Reklamation og mangler

Undersøg standeren, når du modtager den. Er den defekt eller beskadiget, så skriv til os hurtigst muligt med et billede — og under alle omstændigheder uden ugrundet ophold efter, at du har opdaget det. Reklamerer du senere, mister du retten til at gøre manglen gældende. Der kan ikke reklameres mere end to år efter leveringen.

Vi afhjælper en mangel ved at reparere eller sende en ny stander. Lykkes det ikke inden for rimelig tid, kan du hæve købet af den pågældende stander og få pengene tilbage. Da du køber som virksomhed, gælder købelovens regler om handelskøb — ikke forbrugerkøbsreglerne.

Virker noget ikke i selve tjenesten, hører vi også gerne fra dig. Det håndteres efter afsnit 11.

9. Sådan må du bruge LoyalSum

Du bestemmer selv, hvad du bruger tjenesten til, så længe det er lovligt og loyalt over for dine egne kunder. Konkret må du ikke:

  • gøre en belønning, et stempel eller en rabat betinget af, at kunden skriver, ændrer eller sletter en offentlig anmeldelse
  • bede om anmeldelser selektivt — altså kun spørge dem, du regner med er tilfredse
  • indsamle oplysninger om dine kunder til noget, du ikke har fortalt dem, eller uden et lovligt grundlag
  • bruge tjenesten til at genere, spamme eller vildlede nogen

De to første er ikke husregler: markedsføringsloven forbyder at give urigtige oplysninger om forbrugeranmeldelser for at fremme et produkt, og anmeldelsesplatformene kan fjerne dine anmeldelser, hvis det sker. Derfor er vores eget flow bygget, så alle kunder får det samme tilbud uanset hvor mange stjerner de giver.

Du er dataansvarlig for dine egne kunders oplysninger. Det betyder, at du selv skal have et lovligt grundlag for at indsamle dem og selv skal oplyse dine kunder om det. Vores rolle og dine forpligtelser står i databehandleraftalen.

Bruges tjenesten i strid med dette, kan vi lukke adgangen. Er der tale om noget, der kan rettes, siger vi altid til først og giver dig rimelig tid til det.

10. Logo og rettigheder

Du giver os ret til at bruge dit logo og dit virksomhedsnavn i det omfang, det er nødvendigt for at levere det, du har købt: at trykke det på standeren og vise det på dine kunders sider. Ikke andet — vi bruger det ikke i vores egen markedsføring uden at spørge dig først.

Du indestår for, at du har ret til det materiale, du lægger op. Får vi et krav fra en tredjepart, fordi et logo eller andet materiale, du har lagt op, krænker deres rettigheder, holder du os skadesløse.

Alle rettigheder til LoyalSum — softwaren, designet og indholdet — forbliver hos os. Du får en brugsret, så længe abonnementet løber, ikke ejendomsret. Dine egne data og dine kunders oplysninger er derimod dine; se afsnit 12 om, hvordan du får dem med dig.

11. Drift, support og vedligehold

Vi gør vores bedste for at holde tjenesten kørende, men vi garanterer ikke en bestemt oppetid. Tjenesten leveres, som den er og forefindes.

Planlagt vedligehold varsler vi på forhånd, når det kan påvirke dig, og lægger det uden for almindelig åbningstid, hvor vi kan. Akutte indgreb kan ske uden varsel.

Support fås på kontakt@loyalsum.dk. Vi svarer normalt inden for én hverdag.

12. Skift til en anden leverandør

Du har ret til at skifte til en anden leverandør eller flytte alt over på dit eget it-udstyr. Beder du om det, forløber det sådan:

  • Opsigelsesvarsel: højst 1 måned. Du sætter skiftet i gang ved at skrive til os.
  • Overgangsperiode: 30 kalenderdage efter varslet udløber. Er det teknisk umuligt at nå, siger vi det med en begrundelse og forlænger — aldrig mere end syv måneder i alt.
  • Tid til at hente dine data: mindst 30 kalenderdage efter overgangsperioden slutter. Har du brug for længere, aftaler vi det.
  • Pris: ingen. Vi opkræver ikke gebyr for at skifte, og vi tager ikke betaling for at udlevere dine data.

Når varslet er udløbet, vælger du selv: skifte til en anden leverandør, flytte alt til dit eget udstyr, eller få det hele slettet.

Alt dette kan udføres, i et almindeligt maskinlæsbart format:

  • Din virksomhedsprofil: navn, CVR, kontaktoplysninger og logo
  • Dine standere med deres links, QR-adresser og indstillinger
  • Din loyalitetsdel: stempelkort og pointprogrammer, belønninger, rabatter, medlemmer, optjente og indløste stempler, pointsaldi samt hele posteringshistorikken for begge dele
  • Al feedback: bedømmelser, kommentarer og de kontaktoplysninger, kunderne selv har skrevet
  • Din statistik over scanninger
  • Dine medarbejdere og deres rettigheder
  • Dine ordrer og fakturaer

Det er alt, hvad vi har om dig og dine kunder. Undtaget er alene vores egen software og opsætning, som ikke er dine data.

Bemærk at fristen i afsnit 7 udskydes, mens et skifte er i gang: vi sletter først, når du har haft den tid til at hente dine data, som står ovenfor.

13. Ansvar

Vi er ansvarlige efter dansk rets almindelige regler, men med disse begrænsninger:

  • Vi er ikke ansvarlige for indirekte tab, herunder driftstab, mistet omsætning, tabt goodwill eller tab af data.
  • Vores samlede ansvar over for dig kan ikke overstige det højeste af (a) det beløb, du har betalt os i de seneste 12 måneder, og (b) 12 måneders abonnement til den pris, du betaler i dag.

Punkt (b) sikrer, at loftet ikke bliver urimeligt lavt, blot fordi du er ny kunde. Havde vi kun regnet på det betalte, ville en butik, der købte for to måneder siden, stå med et loft på et par hundrede kroner.

Begrænsningerne gælder ikke ved forsæt eller grov uagtsomhed. De begrænser heller ikke dit eller dine kunders krav efter databeskyttelsesforordningens artikel 82 — det kan de ikke, og de skal ikke se ud til at kunne.

Du er selv ansvarlig for det indhold, du lægger op, for hvordan du bruger tjenesten over for dine egne kunder, og for at overholde afsnit 9.

14. Force majeure

Ingen af os er ansvarlig for manglende opfyldelse, der skyldes forhold uden for vores rimelige kontrol — herunder nedbrud hos vores underleverandører, svigt i internetforbindelser, strømafbrydelser, cyberangreb, brand, krig, myndighedsindgreb eller naturkatastrofer.

Varer forholdet mere end 30 dage, kan hver af os opsige aftalen uden varsel. Har du betalt for en periode, du ikke har kunnet bruge, refunderer vi den forholdsmæssigt.

15. Ændringer, overdragelse

Vi kan ændre priser og vilkår. Ændringer varsles på mail senest 30 dage før, de træder i kraft for dit abonnement, og du kan altid opsige inden da. Det samme gælder, hvis databehandleraftalen ændres materielt.

Vi kan overdrage aftalen til en anden virksomhed, fx hvis LoyalSum sælges. Du får besked, og dine vilkår ændrer sig ikke af den grund. Du kan overdrage din aftale med vores accept, som ikke nægtes uden saglig grund.

16. Lovvalg og tvister

Aftalen er underlagt dansk ret. Kan en uenighed ikke løses i mindelighed, afgøres den ved de danske domstole med Retten i Glostrup som første instans.

Se også vores privatlivspolitik.